En kløversti i Hornsyld og Bråskov

En kløversti i Hornsyld og omegn.
Fire stier med udgangspunkt i Hornsyld idrætscenter, der forbinder områdets faciliteter og steder, og skaber mulighed for oplevelse og bevægelse

onsdag den 13. februar 2013

Hornsyld Apotek



I 1855 søgte praktiserende læge i Hornsyld, Christen Rasmussen, der også var farmaceut af uddannelse, om tilladelse til at dispensere medicin til egnens beboere så længe der ikke fandtes et apotek i området.
Ansøgningen blev anbefalet af Amtmanden.
Nogle år efter ansøgte flere sogneråd i Bjerre Herred om oprettelse af et apotek og i december 1861 blev Apoteket på Apotekerbakken 23 indviet med farmaceut Niels Peter Willemoes som leder.
Med den nuværende apoteker, Gert Nielsen, har der ialt været 11 apotekere i de forløbne 150
år.
Apoteket dækker området Bjerre Herred med håndkøbsudsalg rundt i dette område, fortrinsvis hos
købmænd og brugser, hvortil man dagligt kører ud med lægeordineret medicin. Der er i dag ca. 15 medarbejdere.
I den nuværende beboelsesbygning startede det første apotek i den vestvendte gavl. I året 1893 udvidedes apoteket til den bygning, vi ser i dag, idet den blev bygget vinkelret på den gamle bygning.
I 1972-73 lod apoteker Guldager opføre en fabriksbygning til produktion af infusionsvæsker til sygehuse. Denne eksisterede i ca. 2o år.
I dag er det firmaet Holistica, der ejer og benytter denne bygning.

Apoteket, som det ser ud i dag (Vinter 2013)

tirsdag den 12. februar 2013

Engparken


Engen tilhørte tidligere gården på Bakkevej (nu nedrevet).
I 1970-erne fremkom Borgerforeningens byplanudvalg med et skitseforslag til etablering af et ca. 1 hektar stort rekreativt område ved Smedebækken. Kommunen tilbød at grovplanere engen, og Borgerforeningen stod selv for at grube, fræse, tilså og beplante området. Den oprindelige tanke var, at området ad åre skulle fremstå som en park med mange forskellige træer og buske.
I 1989 blev det grønne område i Engparken indviet med en Skt. Hansfest, hvor der deltog 300 Hornsyldborgere.
Der var nu  skabt et samlingssted for byen, og der var anlagt stier i området, der forbandt byens gader med hinanden. I den forbindelse blev der opsat en ny stålbro bag ved Falck-stationen, skænket af EM Fiberglas.
I 1999 indtog foreningerne for første gang Engparken, idet man da afholdt årets byfest, incl. fugleskydning og Lars Lilholt-koncerten, og det har man gjort lige siden.
I 2004 blev de populære torvedage på Apotekerbakken også afholdt i Engparken, indtil de 4 år senere blev flyttet til Hallen.

Paradisæbler i Engparken

mandag den 11. februar 2013

Derfor hedder det L’hombrevej


L’hombrevej har, efter hvad der fortælles, fået sit navn efter en række kortspillende herremænd på Skerrildgaard.
Det fortælles, at gårdens ejere gennem flere perioder var meget aktive kortspillere, og at ivrige kortspillere har færdedes på vejen, er sikkert.
Datidens ejere af gården spillede især meget med ejerne på herregården Tirsbæk ved Vejle Fjord.
Det er også forklaringen på, at vejen fra Hornum Østermark mod Skerrildgaard hedder Tirsbækvej, selv om der er en snes kilometer til Tirsbæk. De to gårde var stærkt knyttet til hinanden og har i flere perioder haft samme ejere.
Det fortælles, at der undertiden blev spillet kort flere dage i træk - og nætterne med. Og i løbet af en nat kunne en gård godt skifte ejere flere gange.
Blandt spillerne var en præst, der engang væddede med sine medspillere om, at han var i stand til at nævne de fire kort-kulører i sin prædiken - og komme godt fra det. Den følgende søndag sagde præsten omtrent således i kirken:
”Dersom den onde nu kom ind af disse ruder og slog sine kløer i eders hjerter, da ville jeg inderligt
bede: Spar dem, Herre”.
Hvad præsten vandt, vides ikke.


Skerrildgaard


Skerrildgaards historie kan føres tilbage til det 13. århundrede. Den havde status som en hovedgård, hvilket betød, at den havde forskellige privilegier og at der hørte fæstegårde til ejendommen.
Den nuværende hovedbygning er opført i 1766. Der har tidligere været en anden hovedbygning på samme sted, den nuværende sidefløj er fra det forhenværende anlæg. Haven er anlagt før den nuværende hovedbygning blev opført.
Den store lade langs vejen er opført efter brand i 1879, og den gamle kostald mod syd, som i dag er svinestald, blev bygget efter brand i 1930’erne.
Hans de Hofmanns (1733-1793) er en af de mest interessante ejere. Han arbejdede for regeringen i forbindelse med landevejsanlæg og hedens opdyrkning. I 1760 blev han præsident i Fredericia og i 1773 amtmand over Koldinghus Amt. Han fik stor betydning for landboreformerne, og han var ivrig med at få jorden udskiftet til fordel for bønderne. Hans de Hofmann blev begravet i Nebsager Kirke, hvor der er mindesmærker over ham og hans bror, Tycho de Hofmann, der var teolog og forfatter. Omkring 1790-1800 blev bøndergodset solgt fra, og ejendommen skiftede ejere mange gange gennem de næste 100 år.
1912 købte Hans Sørensens Tingleff fra Vonsild Skerrildgaard. Nuværende ejere er Lene og Claus Tingleff (tredje generation), der har haft gården siden 1986. Landbruget drives i dag med svineproduktion og planteavl.



mandag den 4. februar 2013

Udsigtspunkt på Havrebjerg

Fra Havrebjerg er der mod nord en pragtfuld udsigt til Bjerrelide, et af områdets højeste punkter, 121 meter over havet. Bakken rejser sig markant 50-60 m over Bjerre og det omgivende landskab for foden af bakken. En større del af bakken er skovklædt (Bjerre Skov og Ustrup Skov). Bjerrelide er formet af isen. Den delvis skovklædte nordside er en gletschereroderet skrænt, mens skråningerne mod syd er mere jævne. Bjerrelide indeholder aflejringer fra Tertiær. Den opfattes som en rest fra et ældre istidslandskab (randmoræne?)
På Havrebjerg stod tidligere en 55 kW Bonus vindmølle.Møllen blev rejst 28. oktober 1983, og havde 10 andelshavere.
Mod vest er der flot udsyn over Skovparken, Hornsylds grønne kile og Bråskov i baggrunden


Vindmøller på Blæsbjerg

Den 11. juli 1985 blev der rejst 3 75 kW Vestas møller på Blæsbjerg. Møllerne stod på 24 meter høje gittermaster og vingediameteren var 17 meter: Møllelauget havde 38 andelshavere, og den gennemsnitlige årlige produktion var 450.000 kWh.
Den 22. juni 2000 blev der rejst nye vindmøller på Blæsbjerg. Denne gang Bonus møller med en navhøjde på 54 meter og rotordiameter på 54 meter. Den installerede effekt pr mølle var denne gang 1 MW. Den gennemsnitlige årsproduktion for de 3 møller er knap 7 mill kWh, eller ca 15 gange så meget som de første møller producerede.