En kløversti i Hornsyld og Bråskov

En kløversti i Hornsyld og omegn.
Fire stier med udgangspunkt i Hornsyld idrætscenter, der forbinder områdets faciliteter og steder, og skaber mulighed for oplevelse og bevægelse

fredag den 20. juli 2012

Hornsyld sygehus


Det første sygehus blev bygget i 1891. Det havde 2 stuer med 8 sengepladser. Der var ingen operationsstue, så indgreb blev foretaget i lægeværelset. Samtidig blev der opført et epidemisygehus med i alt 12 sengepladser. Først i 1912 fik sygehuset en egentlig operationsstue. I 1917 byggede man et nyt og tidssvarende sygehus - indviet i 1919. Nu var der i alt 98 sengepladser. 
I april 1965 ændrede Hornsyld sygehus status således, at det kom til at fungere som langtidsmedicinsk og efterbehandlingssygehus. Fra 198o til 1985 gennemgik Hornsyld sygehus igen en ændring. Det blev besluttet, at bygningerne ikke længere skulle rumme sygehus, men i stedet overgå til psykiatisk amtsplejehjem.
I 2oo2 begyndte man nedrivning af de eksisterende bygninger, og i dag er området bebygget af døgninstitionen Sønderparken og Kildevældet. Endvidere er de tidligere funktionærboliger overgået til at være andelslejligheder.

Sygehuset, 1975



Nebsager kirke

Nebsager kirke er en middelalderkirke fra 12oo tallet. I koret findes rester af kalkmalerier, og samme sted hænger to epitafier af brødrene Hoffmann, som boede på Skjerrildgård, der i lange perioder ejede kirken. Kirken er restaureret i 1979 og gennemgående restaureret i 1999. I den forbindelse blev der indkøbt en ny altertavle af Sven Havsteen Mikkelsen. I kirken er der 125 siddepladser.                                                                                                                                                                                                         Præstegården, af hvilken der nu kun er stuehuset fra 1875 tilbage, var indtil Juelsmindebanens anlæggelse i 1884 sognets største gård, bortset fra Skjerrildgård. I takt med at stationsbyen voksede, blev præstegården mindre, idet præstegårdsjorden blev købt og udstykket til byggegrunde. I dag er kun mosen og lidt skov tilbage. Kirkens parkeringsplads er anlagt oven på byens gadekær, også kaldet "store og lille klokkedam".


Nebsager kirke, Nebsager Kirkevej 10, 1870 (Sander-Larsen)






Nebsager skole

Nebsager skole,- nu Hornsyld skole.
Den første skole i Nebsager sogn blev oprettet i 1711 efter tilskyndelse fra herremanden på Skjerrildgård. Det var ofte skik at oprette skole for fæstebøndernes børn, og der var 6 fripladser for de allerfattigst af disse. Klasseværelset var indrettet i et hus, der lå til venstre for indkørslen til Skjerrildgård.
I 1852 købte Nebsager kommune en smuk bindingsværksbygning, som oprindelig var bygget som enkesæde til præstegården. Bygningen lå umiddelbart vest for den nuværende indkørsel til kirken.
Her foregik undervisningen så de næste 5o år, indtil 1902, hvor der blev bygget en ny hovedskole på den modsatte side af vejen, Nebsager Kirkevej 9.
Forinden, i 1881, var børnetallet blevet så stort, at man måtte bygge 2 forskoler, en på Søndergade 44 og senere en på Nebsager Kirkevej 13. Her gik børnene de to første skoleår.
Den gamle skole på kirkesiden fungerede nu som bolig for førstelæreren og skolekontor indtil 192o, hvor huset blev nedrevet og en ny bygning opført som førstelærerbolig, samt sognebibliotek på Nebsager Kirkevej 5-7.
I 1909  blev der bygget en stor, smuk gymnastiksal vinkelret på hovedskolen. Salen blev dog revet ned, da man i 1955 byggede ny skole på den nuværende adresse, Nørregade 4.
Skolen kom senere til at hedde Hornsyld skole.
Her er der sket væsentlige udvidelser i årene 1978 og 2007.

Hornsyld skole, Nørregade 4, 1975








Hornsyld Købmandsgård

Hornsyld Købmandsgård blev grundlagt i året 1887 af Søren Peter Laursen. Senere var der flere ejere. I 1932  overtog K.F.K. forretningen som fallitbo og opfordrede Jørgen A. Jepsen, der er født i Tværsted, og på det tidspunkt arbejdede i Vedersø, til at flytte til Hornsyld for at få forretningen på ret køl igen. 
J. Jepsen fik aktier i firmaet sammen med K.F.K. , og i 1953 kunne Jørgen Jepsen købe hele aktiekapitalen og blive selvstændig ejer af Hornsyld Købmandsgård.  Starten i 1932 var op ad bakke for den nyslåede købmand, og Jørgen Jepsen måtte om aftenen cykle rundt til kunder og få ordrer med hjem. Første dags omsætning var på 6 kr. og 32 ører Siden har der været støt vind i sejlene. Man handlede med grovvarer, byggematerialer og energi. Købmandsgården havde en meget fin placering, idet grovvarebygningerne lå langs med jernbanelegemet, og der kunne køres varer direkte ud i jernbanevognene. Til at trække vognene ind på et sidespor havde Købmandsgården en kraftig hest.
I de første mange år var kolonialvarer også en vigtig del af virksomheden, men butikken blev lukket i 1994. 
I dag er Købmandsgården opdelt i 3 selvstændige handelsselskaber med hovedsæde i Hornsyld:  Agro, Trælast og Energi, spredt ud i landet på 25 lokaliteter, hvoraf de 18 er tankstationer og 3 er Farmlande (butikker med artikler til hobbydyr).
Hornsyld Købmandsgård beskæftiger i dag 150 personer.

Hornsyld Købmandsgård, Nørregade 28, 1975














Bjørnkjær Andelsmejeri

Bjørnkjær Andelsmejeri blev oprettet i 1888, 4 år efter anlæggelse af Juelsmindebanen. Mejeriet lå, der hvor nu Hornsyld købmandsgård har administration og kontorer. Leverandører til mejeriet var landmænd fra Hornum, Bjerre og Nebsager sogne. 
I forbindelse med mejeriet var der ostelager, isfabrikation, detailudsalg og senere frysehus, hvor alle kunne leje en frysebox. De færdige produkter  blev læsset på godsvogne, som holdt på nordsiden af mejeriet.
På det højeste var der 1o ansatte. Ejnar Laigaard Nielsen var mejeribestyrer fra 1938 til 1971.
Mejeriet stoppede i 1971, og bygningerne blev overtaget af Hornsyld købmandsgård.

Andelsmejeriet Bjørnkjær, Nørregade 26, 1960









torsdag den 19. juli 2012

Hornsyld Bryggeri

I 1897 byggede brygmester Th. Rasmussen et bryggeri i Hornsyld - vistnok det første og eneste i Bjerre Herred. Det var et hvidtølsbryggeri, og man leverede øl på faste ruter rundt i egnen, bl.a. var de store gårde, såsom Palsgård, Rosenvold, Møgelkjær m.fl. faste aftagere.                                                                                             
I 1909 overtog Jes Martin Jensen bryggeriet. Han fik senere, i 1927, forhandling af Tuborg øl og øl fra Kongens Bryghus. Jes Martin Jensen drev bryggeriet til 1948, hvor han overdrog det til sine to sønner, Helmer og Verner Jensen. I 1975 ophørte brygningen af det gode, søde Hornsyld øl. En del af inventaret, bl.a.det store bryggerkar, kan ses på Industrimuseet i Horsens.                                                                                                                 I dag ejes huset af Lone og Lars Christensen, der driver firmaet L. C. Tæppecenter.

Hornsyld bryggeri,  Søndergade 24, 1890 (Bjerre Herreds Bogen)








                           

Bråskovgård

Fund viser, at der har været beboelse og aktivitet i området omkring Bråskovgård i jernalderen. Fra ca. 1450 og op gennem 1800-tallet kendes stedet som 2 store fæstegårde under Boller Gods. Den ene gård blev flyttet over på den anden side af den nuværende hovedvej under navnet ”Nørringsminde”. Den anden, Bråskovgård, frikøbtes i 1855 af stedets fæstebonde, Terkel Olesen Staalesen, og gården var i familiens eje indtil 1907, hvor staten købte den og oprettede ”Statsopdragelsesanstalten Bråskovgård”. Det oprindelige stuehus, som var opført i bindingsværk tækket med strå, blev revet ned og i stedet blev der opført en pompøs hovedbygning i ”engelsk herregårdsstil”. Udbygningerne brændte i 1912 og de nuværende opførtes som erstatning. I 1981 solgte staten Bråskovgård og den blev omdannet til ”den sociale landsby Bråskovgård”. I 1983 påbegyndtes efterskoledrift på stedet.
Fra starten var det en del af ideen at lade unge med boglige vanskeligheder være på efterskole sammen med helt almindelige unge. Den ide fastholdes den dag i dag, blot med den forskel, at der nu også er skabt plads til 20 hørehæmmede elever. I alt har skolen 140 elever, og der er ca. 35 ansatte.
Stedets mange værksteder (som mere eller mindre stammer fra statsungdoms-hjemmets tid) giver efterskolen helt unikke muligheder.
Landbruget er vel det mest særegne, idet ingen anden efterskole i landet har et så stort jordtilliggende, som passes af skolen selv. Det er eleverne der, sammen med skolens landmand, er ansvarlig for driften i det daglige.