En kløversti i Hornsyld og Bråskov

En kløversti i Hornsyld og omegn.
Fire stier med udgangspunkt i Hornsyld idrætscenter, der forbinder områdets faciliteter og steder, og skaber mulighed for oplevelse og bevægelse

torsdag den 26. juli 2012

Hornsyld kro


Kroen blev bygget i 1856. Den første kendte ejer var Johan Christensen, der drev kroen fra 1880 til 1923. 
I den østre del af bygningen var der købmandsbutik og bag denne var der privatbeboelse. I etagen ovenover værelser til gæster. Mod vest var der festsal og mellem disse 2 lokaliteter lå krostuen.
Øst for kroen var opført en rejsestald, så overnattende gæster kunne få hestene opstaldet. Da gæsterne efterhånden blev motoriserede, blev rejsestalden revet ned, den gamle købmandsbutik inddraget til kroen og en ny kolonialbutik opført på rejsestaldens plads.
Kroen  var iøvrigt byens samlingssted for alle møder, fester o. lign.
Der har været mange ejere gennem årene. De mest kendte var nok Valborg og Anders Hansen, der drev kroen i 25 år, fra 1948 til 1973. Efter krigen i 1945 startede bagermester Børge Houmøller Thomsen og malermester Arne Bendix Nielsen med at drive biograf i krosalen, 2 aftener om ugen samt søndage, og det fortsatte de med i 15 år.
I 1992 blev kroen lukket og solgt til et firma, som ombyggede den til lejligheder.

Hornsyld kro, Søndergade 43, 1940


1 kommentar:

  1. Min farfars gamle biograf!
    Ifølge de historier, min far fortæller, var der noget "Mine aftener i Paradis" over den lille landsby-biograf. Ekstremt brandfarlige filmruller, den store verden, der rullede ind i landsbyen osv.
    mvh Anders Houmøller Thomsen

    SvarSlet